Syltet

PASSION FOR SMAG, GRØNTSAGER OG DET GAMLE HÅNDVÆRK

Hej,
Jeg hedder Rie, jeg kommer fra Præstø og min største passion er mad. Siden 2017 har jeg syltet tonsvis af friske grøntsager ud fra idéen om, at syltede grøntsager skal være sprøde og propfyldt med smag. Jeg spiste nemlig en del på restaurant, og her fik jeg alle mulige lækre, sprøde syltede grøntsager, hvilket inspirerede mig til at bruge syltede grøntsager i min madlavning. Men de dage, hvor jeg ikke lige selv havde tid til at sylte eller råvarerne ikke var i sæson, var der ikke nogle lignende produkter i butikkerne. Så jeg tænkte, at hvis det er noget, som jeg manglede, så gør du måske også.

Derfor gik jeg i køkkenet med Rasmus Bundgaard, der var ass. restaurantchef på Michelin restauranten Gastromé. Sammen udviklede vi de første fire opskrifter, og så lejede jeg et køkken, hvor jeg producerede det hele om aftenen og i weekenden sammen med min far. I dag producerer vi primært hos eddikefabrikken Aage Lanngs Fabrikker, der siden januar 2020 har ejet Syltet sammen med mig. Siden 1861 har de nemlig produceret fødevarer, og eftersom eddike er en meget vigtig del af selve sylteprocessen, så giver det rigtig god mening, at komme tæt på den råvare.

Når jeg udvikler produkter tager jeg udgangspunkt i det gamle håndværk og sylter grøntsagerne nænsomt, så de bevarer den sprødhed, vi kender fra friske grøntsager. Smagen kommer af nøje udvalgte råvarer fra de dygtigste producenter rundt omkring i landet, og alt produceres fortsat i hånden.

Jeg håber, det kan smages,
Rie


 
 
 
 

FÅ BESKED,

når honningen er slynget, kartoflerne hyppet og æggene lagt. Vi sender kun mails, når der er friske varer klar til dig!

© 2021. Økoskabet CVR nr. 36394927.
kontakt@okoskabet.dk.
Med kærlighed fra Store Magleby